www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Uge 22 – løbefest i Aarhus

Uge 22 sluttede af med stor løbefest i Aarhus, hvor over 8000 løbere og mage engagerede tilskuere, var med til at gøre 1. udgave af Aarhus City Halvmarathon til en stor oplevelse. Selv løb jeg fartholder i løbet med sluttiden 1:45, så jeg havde masser af overskud til at nyde stemningen.
Inden den store fest var der selvfølgelig kommet masser af km i benene og jeg endte med en løbetotal for ugen lige under de 100 km. I tal så løbeugen således ud:

Mandag som var 2. pinsedag var jeg nødt til at tage på arbejde, men for at få lidt gavn af transporten til kontoret snørrede jeg løbeskoene og løb derud via Brabrandstien. Tasken på ryggen påvirkede selvfølgelig tempoet en smule, men det gjorde ikke så meget da det bare var nogle gode trænings-km. Om eftermiddagen kørte jeg en omvej hjem på racercyklen som stod på kontoret fra fredagens tur med team d.a.i.

Tirsdag var det træning med AGFs herre. Efter grundig opvarmning stod den på 1000 m intervaller. Egentlig skulle vi have løbet 6 stk. men jeg bøvl med maven og da jeg efter det 5. også fik ondt i læggen valgte jeg at stoppe. De 5 intervaller jeg gennemførte blev løbet i 3:09 min/km og med puls der toppede lige omkring 90%HRR – så på trods af problemerne et meget fint træningspas. Jeg joggede af på turen hjem og i løbet af aftenen fortog maveproblemerne sig og dagen efter var der heller ikke problemer med læggen.

Onsdag var LIFE træningen flyttet i skoven. Jeg var tidligt derude og udnyttede det til en kort terræntur sammen med Christian. Her fik jeg også mulighed for at teste mit nyindkøbte GoPro Hero 2 kamera som jeg påregner at skulle filme med til Laugavegur Ultramarathon. Testen gik fint. Kameraet sad rigtig fint og generede ikke. Selve LIFE træningen var i denne uge blot en rolig tur i skoven da mange jo skulle være friske til søndagens udfordring.

Torsdag var tiden presset. En generalforsamling i ejerforeningen gjorde at jeg kun havde kort tid mellem fyraften og til jeg igen skulle afsted. Derfor blev det kun til en kort rolig tur. Som skrevet i tidligere indlæg gik turen overraskende hurtigt set i lyset af jeg tidligere på dagen havde doneret blod – se indlæg her.

Fredag er jo dagen hvor jeg har tidligt fri og derfor også dagen hvor jeg for tiden finder plads til de lidt længere løb. Denne gang var de også dagen hvor jeg skulle have noget terræn i benene. Jeg kørte i skoven og fik løbet en god 20 km tur med masser af bakker, løb på strand og sørme om jeg ikke også fandt noget mudder. Jeg havde alt mit nyindkøbte udstyr i brug og det hele fungerede rigtig godt.

Lørdag var primært afslapning inden søndagens løbefest, men en rolig tur på ca. 11 km blev det dog til på landevejene omkring Solbjerg. Resten af dagen blev der bare ladet op.

Søndag var det så festdag. Som fartholder skulle jeg møde ind i startområdet allerede 8:30, så jeg forlod kæresten og den varme dyne kl. 8 for lige at få løsnet benene op med en lille løbetur ind til startområdet. Vi fik t-shirt, ballon m.m. udleveret og 9:30 kunne vi stille os klar i startboksen sammen med de spændte løbere. Frem mod starten kl. 10 kunne man mærke intensiteten stige og jeg tror det var en stor forløsning for mange da startskuddet lød og de kunne sætte gang i løbebenene. Vinden drillede vores fartholder-balloner lidt i starten, men efterhånden lærte vi at styre dem. På den første halvdel af ruten kom vi til at løbe lidt for langsomt og var derfor ca. 1 min efter tidsplanen halvvejs – det fik vi dog rettet stille og roligt op på og ved 15 km lå vi igen lige hvor vi skulle ifølge tidsplanen. I mål sagde tiden 1:44:48 – dvs. vi ramte vores mål med en afvigelse på sølle 12 sekunder (til den gode side)

Lidt cykeltransport og som skrevet ovenfor en enkelt landevejstur blev det også til i ugen som det kan ses herunder. Den dårlige samvittighed nager dog når der skal kigges på styrketræning, som jeg slet ikke fik lavet! Det skal der helt sikkert laves om på i denne uge.

Alt i alt dog en positiv træningsuge, især fordi der ikke rigtig er nogen skader der driller!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *