www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Vellykket attentat på 5000m PR

Lørdag var AGF Atletik arrangør af løbestævne på stadion i Aarhus. Jeg skulle teste formen af på 5000m. Jeg har kun én gang tidligere har løbet denne distance på bane, da jeg for ca. 2 år siden i Haderslev, løb et langt fra veldisponeret løb til veteranmesterskaber i tiden 16:58,3. Med min nuværende form var jeg derfor ret sikker på en PR, men spændt på hvor langt ned jeg kunne komme! 15:50 svarende til 3:10 min/km havde jeg sat som målsætning.

Som jeg skrev i tidligere indlæg havde jeg langt en plan om at hænge på Thorkild Sundstrup fra Aarhus Fremad og AGFs Rasmus Djurhus, da de begge forventede at løbe en anelse hurtigere end min målsætning. Rasmus havde dog trukket sig fra starten, så det var Thorkild jeg skulle hægte mig på.

Allerede efter den første rundbue havde jeg fundet ind på “min plads” bag Thorkild. Det viste sig at Thorkild havde koblet sig på Jonas Andersen (AGF Atletik) – med en målsætning om 15:15 skulle Jonas løbe en del hurtigere end jeg, og til de seneste ugers træning har han også været en anelse hurtigere end mig. Jeg overvejede derfor kort om det ville være for hurtigt for mig, men valgte at give det chancen. Første km blev rundet i fine 3:07, så i forhold til min målsætning havde jeg nu sat lidt i “banken”. Jonas, Thorkild og jeg udgjorde nu vores egen trio. Jeg kiggede ikke meget på uret, men fulgte bare tempoet i vores lille gruppe – jeg kunne mærke at vinden på stadion ikke ville være sjov at ligge alene i så jeg skulle hænge på så længe som muligt.

Omkring 3 km rykkede Thorkild forbi Jonas, jeg overvejede kort om jeg skulle gå med eller blive bag Jonas – Jeg følte mig stadig godt løbende så jeg gik med! Herefter holdte Thorkild en imponerende stabil fart og fra 6. sidste til om med næstsidste omgang løb vi 1:16 min pr. omgang (+/- 1 sek) svarende til 3:10 min/km. Helt naturligt blev tempoet skruet op på sidste omgang, og inde på opløbsstrækningen rykkede jeg forbi Thorkild der havde brugt kræfterne på at føre an. Den officielle tid over stregen blev 15:30,1 – dvs. næsten 1½ min skåret af den gamle PR og mere end 20 sekunder hurtigere end min målsætning.

Jeg var jo rykket forbi både Thorkild og Jonas (Jonas valgt at udgå), men også et par af de hurtigere løbere var udgået, så jeg endte på en 4. plads ved stævnet og 3. bedste AGFer efter Michael Nielsen (1. plads) og Mikkel Kleis (2. plads).

One Comment

  1. […] Lørdag stod den på stævne. De 5000m gik over al forventning og resulterede i en markant PR som der kan læses mere om her […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *