www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Uge 32 – motivationen genfundet?

Uge 32 startede skidt. Skaden i min læg/achillessene og sammenbruddet på løbeturen forrige fredag, havde virkelig bragt motivationen i bund og sofaen trak mere end løbeskoene. I løbet af ugen fik skaden det dog bedre og bedre og i takt med at jeg kunne løbe uden gener fra den steg motivationen, så jeg i dag føler mig helt klar til en god træningsuge.

I tal så løbeugen således ud:

Mandag blev der holdt helt træningsfri. Motivationen var som sagt helt i bund, og ikke engang cyklen kunne jeg finde overskud til at lufte.

Tirsdag arrangerede AGF Life fortræning til DHL stafetten. Efter vi havde pakket alt grej sammen igen løb vi ruten igennem. Jeg kom igennem i roligt tempo, men benene var tunge og kroppen noget sløv!

Onsdag stod den på træning med AGF Life. Det var Geir der styrede træningen, og jeg skulle blot hjælpe med at starte og stoppe intervaller i bagtroppen – det blev derfor til en god restitutionstur for mig, og da jeg løb hjem fra træning følte jeg at benene var en smule lettere end jeg længe havde følt.

Torsdag havde jeg egentlig planlagt en rolig tur, men efter at have ordnet et par ærinder i byen, vandt sofaen igen over løbeskoene i motivationskampen, og jeg stillede mig tilfreds med at dagens motion var cykelturen til og fra arbejde.

Om det var weekendens komme der fredag boostede motivationen ved jeg ikke, men der var ihvertfald ikke nogen større motivationsproblemer forbundet med at få snørret løbeskoene og komme afsted om eftermiddagen. Ben og den øvrige krop føltes bedre end længe og det blev til en herlig tur i skoven.

Lørdag bagte sommeren over Danmark da jeg skulle ud på ugens langtur. Turen skulle foregå på min nye sekundære hjemmebane omkring Solbjerg, og jeg havde planlagt en rute, hvor jeg kunne tilføje sløjfer alt efter hvordan det gik, så jeg ikke som forrige fredag risikerede at gå sukkerkold med lang vej hjem. Første sløjfe fulgte ruten fra Solbjerg-sø-løbet via Vitved og ned gennem Pilbrodalen. Der var igen problemer så jeg lagde en planlagt sløjfe omkring Virring på ruten – på trods af meget kuperet terræn kværnede benene kilometer efter kilometer. Den næste planlagte sløjfe var gennem Onsted og Bøgeskov, men i Onsted drejede jeg forkert og kom den forkerte vej ud af byen – benene føltes dog godt så jeg så det blot som en mulighed for at få set noget nyt. Det blev til en tilføjelse af en 6 km sløjfe over Balle og da jeg var tilbage på den planlagte rute bippede uret 21 km. Jeg havde nu været afsted i 1½ time og solen og de 24 grader kombineret med at jeg ingen vand havde med satte sine spor på puls og tempo! Det blev derfor ikke til flere tillægssløjfer og da jeg 3 km senere var hjemme kastede jeg mig over vandhanen for at fylde væske på kroppen.

Søndag morgen blev benene bragt til live med en rolig tur på ca. 6 km sammen med kæresten. Da morgenstivheden først havde sluppet benene var de overraskende friske og jeg besluttede mig for at det skulle udnyttes til endnu en løbetur om eftermiddagen.
Om eftermiddagen fik jeg igen selskab af kæresten – denne gang dog på cykel medbringende vand! Ruten gik igen ud i landskabet omkring Solbjerg med de bakker der præger området. Det blev til ugens hurtigste tur med 4:06 min/km i gennemsnit. Det var dejligt at få lidt tempo i benene igen og på trods af gårsdagens langtur og varmen lykkedes det mig alligevel at holde gennemsnitspulsen ned på et niveau svarende til “roligt løb”

Med en ugetotal lige under 70 km og en meget begrænset mængde højkvalitetstræning ligger jeg noget under det planlagte træningsprogram, men stadig på et niveau som nok skal bringe mig i form til et PR forsøg i Berlin. Det primære fokus er at holde skaderne på afstand, da de vil være største forhindring for et godt løb.

Det blev også til en pæn portion km på cyklen som transport i den forløbne uge – ca. 55 km var med til at holde forbrændingen oppe så kurven for vægten igen peger nedad og burde sagtens komme ned under de 70 kg inden Berlin.

I denne uge får jeg forhåbentlig bygget yderligere på træningsmængden. Min læg/achillessene har det efterhånden godt nok til at jeg ikke behøver at have løbefri dage, så alene det at jeg kan løbe 6-7 pas i ugen skulle øge mængden. Søndag venter der endnu en afdeling af Salomon Trail – denne gang i Rebild, så der kan nok forventes bakker. Løbet vil blive min 4. tællende i serien og hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om en samlet topplacering skal der også en topplacering til i Rebild, og ihvertfald en placering foran mine nærmeste konkurrenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *