www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Uge 38 – nedtrapning

Nu er Berlin ved at komme rigtig tæt på, og jeg er virkelig begyndt at glæde mig til løbet, og ikke kun til det er overstået. Efter benene i den foregående uge fik lidt ekstra pause med kun 3 løbepas, fik jeg i denne uge afviklet 5 løbepas og endte dermed også med lidt flere km end i den foregående. Det kniber stadig med motivationen til at komme afsted på træningsturene, så jeg fik de fleste ture i ugen planlagt således at jeg løb sammen med andre – så går det noget lettere.
I tal så ugens løb ud som vist nedenfor:

Mandag var der givet ro til benene efter søndagens trailkonkurrence. Læg og achillessene brokkede sig lidt, så de fik ro og en gang akupunktur ved fyssen. Hvad der hjalp mest ved jeg ikke, men jeg følte en del forbedring mandag aften.

Tirsdag tog jeg en “prøvetræning” hos kæresten i Solbjerg Runners. Benene føltes ret godt og puls og tempo så ud til at hænge godt sammen.

Onsdag trænede jeg min gruppe i AGF LIFE. Træningen bød på 10 stk. 200m intervaller udført som stafet! Jeg løb selv med for at få holdene til at gå op. Jeg burde nok have holdt lidt igen, men lod mig gribe af stemningen og gav den fuld gas, hvilket efterfølgende lod sig mærke i læg og achillessene! Efterfølgende skulle det vise sig at intervallerne også kom til at sætte deres spor i lårmusklerne, med en markant ømhed de efterfølgende dage.

Torsdag løb jeg med herregruppen i AGF. Der stod rolig tur på programmet så det endte med 13 km i 4:30. Da jeg startede ud kunne intervallerne virkelig mærkes i lårene, men den forsvandt heldigvis i takt med musklerne blev varme. Tempoet gav plads til hyggesnak, så uden at bemærke det blev det til en fin distance.

Fredag kørte jeg kæresten til træning i fitness og mens hun trænede løb jeg en tur i skoven (i delvis ly for regnen). Benene var blytunge men jeg kom rundt på lidt over 5 km i restitutionstempo!

Lørdag morgen luftede jeg benene sammen med kæresten på en tur rundt i Solbjerg. Benene havde det noget bedre og efter 3-4 km var der normalt glid i dem og vi endte på et rimeligt tempo for en rolig tur.

Søndag fik benene ro for løb – jeg nød det fine vejr som hjælper ved SMUK-kvindeløb, så lidt løberelateret blev dagen da!

Den sidste uge frem mod Berlin skrues der endnu mere ned for mængden – jeg forventer kun at løbe ca. 30 km i dagen op til løbet – så forhåbentlig er benene helt friske til udfordringen når det går løs søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *