www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Test: Geyser Man Active Løbejakke

Jeg har den seneste tid testet denne jakke fra Geyser som kan købes på www.runforest.dk

Geyser_man_active_jacket_black

Mærke: Geyser
Model: Man Active Running Jacket (sort)
Vægt: 185 g (str. L)

Det første der slog mig da jeg pakkede jakken ud var den meget lave vægt – kun 185g i str. large. Normalt bruger jeg str. medium, men denne jakke er lidt lille i størrelserne, så for at have tilstrækkelig ærmelængde var jeg gået en størrelse op.
Det lette stof får ved første indtryk jakken til at virke skrøbelig, men så snart man får jakken på glemmer man dette.

Jakken kan justeres til i livet med mulighed for at stramme elastikken i begge sider. Det giver mulighed for at lukke godt af omkring livet så der ikke trækker kold luft op. I halsen er jakken meget åben selv når den er lynet helt op, og på kolde dage finder jeg det nødvendigt at supplere med en buff omkring halsen for ikke at lukke for meget kold luft ind.
I ærmerne har jakken elastik, og selv med mine tynde løberarme lukker den ok til, men er samtidig løs nok til at den kan trækkes tilbage for at se løbeuret.

På hjemmesiden er der beskrevet at jakken har lommer på brystet og bagpå til opbevaring af nøgler, penge o.l. Lommen på brystet fandt jeg hurtigt, men lommen bagpå har jeg ikke fundet på den model jeg har haft i test. Det er altid svært med lommer i jakker, da ting let kommer til at ligge og hoppe rundt i lommen. Til en enkelt nøgle virker brystlommen ok – men til et nøglebundt eller en mobiltelefon kommer det hurtigt til at virke kluntet og generende.

Reflekserne i jakkens syninger osv. skal man som med stort set alle andre løbejakker ikke basere sin sikkerhed på. I det danske vintermørke vil jeg altid anbefale at supplere med en eller anden form for refleksvest og aktivt markeringslys fra fx. diodelygte.

Første test:
Min første test test af jakken var en gang intervalløb på en relativ kold men vindstille dag (-3,6 grader) Jakken skal betragtes som en skal, da den ingen foring har – den holder vind og vand ude – og varmen skal justeres med supplerende lag indenunder. Denne dag havde jeg under jakken blot en tynd langærmet trøje, mens jeg om halsen havde en Buff. Denne kombination fungerede perfekt til formålet. Når jeg under intervallerne var oppe i fart kunne jeg mærke hvordan det vindtække materiale foran på jakken forhindrede den kolde luft i at komme ind til kroppen. Under armene er jakken udstyret med et elastisk materiale (de grå områder på billedet) der gør meget fleksibel. Dette materiale er dog ikke lige så vindtæt som det øvrige, og da området går et stykke ind på brystet kunne jeg mærke der kom lidt kold luft igennem. Til intervallerne var dette ikke noget problem da kroppen hurtig blev varm, men det vil evt. kunne give problemer på en rolig løbetur på en blæsende dag. Udluftningen på ryggen klarede fint at slippe af med overskudsvarmen denne dag, og da jeg efter turen afklædte mig jakken kunne jeg ikke mærke fugt/kondens på indersiden.

Anden test:
Min anden test af jakken var på en rolig tur med lidt indlagt tempoløb. Det var igen koldt (-5 grader) og ingen nævneværdig vind. Under jakken havde jeg blot en langærmet trøje – dog lidt tykkere end sidst, da jeg ikke skulle løbe så intensivt. Buff om halsen og handsker var selvfølgelig et must. Igen passede kombination rigtig godt og jeg havde ingen problemer med at holde varmen. Det var virkelig en fornøjelse at løbe i den meget lette jakke.

Konklusion:
En jakke der gør hvad den skal og glimrer ved sin lave vægt. Der er ikke en masse fancy installationer til diverse gadgets eller brugt kræfter på inovativt design. Med sin lave vægt egner jakken sig godt til vinterens motionsløb hvor der kan være brug for at hold vind og vand ude, mens vægten holdes nede for at holde farten oppe.

Runforest logo

Fordele:
– Lav vægt
– God justering i livet
– Fleksibel

geyserlogo

Ulemper:
– Meget åben i hals
– Ikke meget varme i sig selv.

 

 

 

2 Comments

  1. […] Det var næsten for nemt. Det eneste krav jeg har til dig for at du kan kvalificere dig til gratis løbetøj og lignende er at du har en blog. Her er et eksempel på hvad Anton skrev om den gratis løbejakke han fik: http://anton-christensen.dk/?p=1883 […]

  2. […] Det var næsten for nemt. Det eneste krav jeg har til dig for at du kan kvalificere dig til gratis løbetøj og lignende er at du har en blog. Her er et eksempel på hvad Anton skrev om den gratis løbejakke han fik: http://anton-christensen.dk/?p=1883 […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *