www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Sejr i Nordisk eXtrem Marathon XT42

nxmEfter at have opbygget en spænding og nervøsitet i kroppen gennem hele ugen blev det endelig lørdag og raceday for Nordisk eXtrem Marathon 2013. Jeg skulle som bekendt deltage på løbets nye tilføjelse – distancen XT42, der er 42 km markeret trailløb fordelt på tre etaper! Jeg havde op til løbet været lidt tilbageholdende ift. at melde ud om en placering pga. usikkerhed om kvaliteten af de udenlandske deltagere. Jeg vidste dog at der var en mulighed for at jeg kunne vinde dette løb, og det var med til at opbygge ekstra spænding og nervøsitet.

Forberedelse
Kæresten og jeg kørte afsted mod Silkeborg efter frokost og ankom til startområdet lidt efter kl. 13 så jeg havde god tid til starten kl. 16. Efter at have hentet startnummer og fået afleveret bagage til nightcampen fandt vi en plæne at sidde på mens vi nød solen, og jeg forsøgte at få styr på konkurrencenerverne. Kæresten gav mine lægge en gang massage, mens jeg i hovedet gennemgik løbsplanen.

Plan A var udtænkt til at forløbe således, at jeg skulle løbe med i front uden at forcere frem til omkring halvvejs. Der ville være indlagt en bonusspurt (å-spurt) omkring midtvejs og den ville jeg gøre et forsøg på at vinde, og samtidig eventuelt bruge til at rykke fra. Denne plan ville give mig en mulighed for at se an hvilket terræn arrangørerne ville byde os, og se hvad mine konkurrenter kunne. Med tre etaper skulle alt jo ikke nødvendigvis afgøres i starten.

Med en halv times forsinkelse pga. nogle forsinkede tog, fik vi sendt alle deltagerne på orienteringsruterne sendt afsted kl. 15:30 så derefter kunne jeg begynde at spotte mulige konkurrenter som før havde gemt sig i mængden – der var ingen der gav anledning til at justere på raceplanen. Med 15 min til start var der en kort breifing, og vi fik udleveret rutekort som primært skulle bruges til positionsangivelse i tilfælde af skade! Jeg nåede lige at skimme ruten, der som jeg havde gisnet om fulgte sidsiden af søerne med nightcampen placeret på Sletten.
Et farvelkys til kæresten og knus til familien fra Silkeborg der var troppet op for at sende mig afsted og så gik starten kl. 16.00

nxm0011. etape
Helt efter planen lagde jeg mig i anden position fra start. Her havde jeg et udmærket kig på stien fremad og lod de andre bestemme tempoet. De første par km fulgte søbredden og der blev løbet ca. 4 min/km hvilket passede mig fint til at få benene i gang. Da vi drejede væk fra søerne og mødte de første bakker dalede tempoet, og jeg måtte huske på ikke at forcere.
Da den foreste løber efter ca. 2,5 km overså et sving, befandt jeg mig pludselig forrest, og da jeg samtidig var på et nedløb , endte det med at jeg uden det var intentionen, fik sprængt den lille frontgruppe vi var. Kort efter havde vi første vandpassage hvor vi skulle vade ca. 10 m i vand til livet i Avnsø. Efter vi kom op af vandet forsøgte jeg at holde lidt igen, for at se om gruppen kunne samles igen, men det virkede til at de fleste nu var indstillet på at finde deres eget tempo, så vi løb trukket ud på en snor med 5-10 m mellem løberne. De næste 2 km steg det ca. 50 meter op mod toppen af Karoline Amalies Høj. På nedløbet efter at have rundet toppen lod jeg benene løbe – desværre koblede jeg også hjerne lidt for meget fra og overså et sving og løb derfor 20-30 meter for langt ned af bakken. Da jeg opdager det og vender om ser jeg løberen på andenpladsen når at opdage svinget og dreje den rigtige vej. Tilbage på sporet får jeg dog hurtigt indhentet ham, og da nedløbet fortsætter ender jeg også med at åbne et lille hul til ham igen.
Efter ca. 7 km når vi den indlagte å-spurt. Som planlagt forsøger jeg at give den fuld gas. bare 5 meter efter starten på spurten rammer jeg åen som skal krydses – jeg springer ud i den og overraskes af dybden, samt den bløde bund som gør jeg synker i til midt på brystet. Da jeg endelig får mig kæmpet op på den anden side, stresser jeg over at have brugt unødig tid på at sidde fast i bunden, og kaster mig febrilsk videre af sporet gennem brombærkrat og under væltede træer og når enden på spurten. Det skulle senere vise sig at jeg på trods af den ikke så elegante gennemførelse alligevel var hurtigste løber på spurten.

Det næste stykke af ruten var relativt fladt med nogle passager i skovbund. Da spurten havde givet mig et yderligere hul til nærmeste konkurrenter, tog jeg det relativt roligt og lod kroppen komme sig ovenpå spurten – jeg var jo stadig kun omkring halvvejs på etapen. Ved 9,5 km krydsede ruten en lavning og herefter begyndte højdemeterne virkelig at summere sig op. På vej op fra parkeringspladsen ved Slåensø til H.C. Andersens Bænk så jeg for sidste gang inden mål min nærmeste konkurrent. For at spare kræfter til nedløbet gik jeg op af stigningen, og kort før toppen kunne jeg i bunden se næste løber. Efterfølgende fulgte nedløb og stigninger i jævn rytme. Jeg forcerede på nedløbene og tog det rimelig roligt på stigningerne. Den ene kilometer tog den anden og efter at have overvundet Storeknøs rundede jeg 16 km og vidste at nu var målet nær. Resten af vejen gik overvejende nedad så da jeg løb i mål var det med rimelig overskud, og det var med stor glæde jeg så at min kæreste havde valgt at tage turen derud, og tage imod mig.
Der gik over 3½ minut før næste løber var i mål, og derefter dryssede det ind med løbere med halve og hele minutters mellemrum – så jeg havde bragt mig i en fordelagtig position til den samlede sejr.

nxm002Eftermiddag i campen
Teltet blev slået op og mens der blev fyldt energi på tanken blev oplevelserne fra etapen vendt med de andre deltagere. En lille lur nåede jeg også inden aftensmaden blev indtaget ved 19-tiden, så den kunne nå at fordøjes nogenlunde inden aftenetapen.

2. etape
Kl. 22:15 blev anden etape skudt i gang. Det var blevet afsløret at ruten ville være en rundstrækning der skulle løbes to gange. Med mit forspring fra første etape i baghovedet lavede jeg en løbsplan, hvor jeg skulle løbe defensivt på første omgang, og så prøve at forcere på anden! Lige op til starten blev der justeret i reglerne, så der ikke var krav om at have noget obligatorisk udstyr med på turen. Om det var regelændringer, snak fra Kent om at ville angribe fra start eller bare dårlig selvkontrol, der fik mig til at bryde min plan ved jeg ikke, men glemt var den ihvertfald da vi blev skudt i gang og jeg masede på fra start! Det bragte mig da også hurtigt forrest, og da det efter første kilometer begyndte at stige åbnede jeg et hul til konkurrenterne.
nxm004Det hårde udlæg havde dog sin pris – Jeg havde ikke fået varmet ret meget op, og 1. etape havde sat sig i min core, så ryg- og mavemuskler var meget ømme, og jeg havde besvær med at løbe afslappet. Da vi efter 1,6 km kommer ud på en grusvej overser jeg i min forcering at vi skulle dreje ind i skoven igen med det samme og fortsætter op af vejen. Da jeg kort efter opdager min fejl kan jeg se en lang række lygter inde i skoven på det korrekte spor. Mens jeg løber tilbage, bander jeg min fejl langt væk. Sket er sket og jeg begynder min jagt på dem der er kommet foran. Det betyder en forcering som bestemt ikke gør det bedre for min core-muskulatur som nu decideret smerter. Jeg henter løbere lidt efter lidt, men ved reelt ikke hvor mange der er foran mig, så har ikke nogen anelse om hvordan jeg ligger placeret da jeg løber ud på anden omgang.
Sidst på omgangen oplever jeg at få deciderede kramper i mavemusklerne, som gjorde min vejrtrækning meget besværet, og blev bestemmende for mit tempo. Da jeg løb i mål i 27:15 kunne jeg erfare jeg var blevet nr. 3. Etapevinderen var Jacob Agger Troelsen, der havde været over 12 minutter efter mig på 1. etape, så det var ubetydeligt at jeg tabte 20 sekunder til ham. Imellem os var Lasse Rasmussen kommet ind – Lasse var blevet nr. 3 på 1. etape, men efter jeg tabte 11 sekunder til ham var afstanden ned til ham stadig 4:05.

Overnatning.
Efter etapen startede jeg ud med en protein- og en restitutionsbar. Derefter satte jeg vand over til endnu en gang aftensmad, og mens det kom i kog skiftede jeg tøj og sørgede for en grundig udstrækning af coremuskulaturen. Da aftensmaden var klar sattejeg mig op til bålstedet hvor andre deltagere var samlet omkring ilden og udvekslede historier fra dagen og drøftede morgendagens udfordringer.
Omkring ved midnat takkede jeg af ved bålet og trak mig tilbage til teltet for at få noget søvn. Jeg havde dog noget besvær med at finde ro. Først læste jeg lidt, og derefter blev rutekortet nærstuderet og løbsplaner for 3. etape vendt i hovedet. Omkring 1:30 måtte jeg en tur på toilettet, men derefter lykkedes det mig at falde i søvn.

Jeg havde sat vækkeuret til 6:30, men vågnede af mig selv omkring kl. 6 da der begyndte af være liv i campen. Løberne på den lange 70 km o-løb skulle starte kl. 7, så da jeg stak hovedet ud af teltet kl. 6:20 for at begynde klargøring af morgenmaden var de så småt ved at pakke deres grej sammen og gøre klar til afgang. Jeg havde havregrød og kaffe klar til kl. 7 og kunne nyde det mens de første blev sendt afsted.
Frem til vi skulle sendes afsted kl. 10 nød jeg solen, mens jeg stille og roligt pakkede sammen. Jeg forsøgte mig også med noget opvarmning og udstrækning af coremuskulaturen, da jeg frygtede den ville brokke sig lige så meget som på natetapen.

3. etape
Med et forspring på lidt over 4 minutter til nærmeste konkurrent, var planen for sidste etape at lægge defensivt ud og lade konkurrenterne angribe hvis de havde noget at byde ind med. Det viste sig hurtigt at der var generel enighed om et roligt udlæg  – sikkert pga. den stigning op til toppen af Store Knøs der strakte sig over etapens første 2 km! På det efterfølgende lange tekniske nedløb, sprang o-løberen Henrik Markvardsen i front og satte i kraft af hans gode teknik et højt tempo. Jeg løb med og lod ham “guide” mig hvilket gav os et rimeligt hul til de øvrige. Da nedløbet fortsatte på mere almindelige stier stoppede vi forceringen og fandt et jævnt tempo. Bagfra blev der kæmpet for at lukke hullet og da vi startede næste stigning efter ca. 4 km var vi igen 5-6 løbere relativt samlet.  Jeg havde egentlig regnet med Henrik ville fortsætte med at føre an, men han lod sig falde tilbage, og så valgte jeg at styre tempoet. Tempoet jeg holdte trak frontgruppen lidt ud, dog uden decideret at sprænge den, og da vi nåede H.C. Andersens bænk var vi stadig 3-4 løbere indenfor ca. 20 meter. Det efterfølgende nedløb havde jeg løbet en del gange i min træning, så jeg valgte forcere tempoet og se hvilket hul jeg kunne lave – det lykkedes at lave et godt hul til nærmeste konkurrent, og så vidt jeg kunne se blev hele gruppen her sprængt.
nxm005Da jeg ved 9 km rundede halvvejs, vidste jeg at nu var de værste bakker overstået. Kroppen føltes relativ frisk, og da jeg ikke umiddelbart kunne se nærmeste konkurrenter, vidste jeg at nu var det kun hvis jeg løb forkert eller blev skadet at den samlede sejr ville være i fare. Mit fokus på den sidste halvdel af ruten blev derfor hele tiden at have styr på ruten fremad og holde et pace der var akkurat så højt at jeg havde kontrol og overblik over terrænet. Det lykkedes til fulde og efter 1:28:44 kunne jeg løbe over målstregen som etape- og samlet vinder. Lige godt 2 minutter senere kom næste løber i mål – det var Jacob Agger der havde vundet natetapen – han var dog ikke en konkurrent i den samlede stilling pga. tidstab på 1. etape. Kent Olesen der lå nr. 3 inden etapen kom ind som tredie løber i 1:31:23 og kunne så vente på om det var hurtigt nok til at rykke frem i stillingen! Det var det – først som 6. løber i mål i 1:35:12 kom Lasse Rasmussen, der havde haft 2. pladsen inden etapen. For Lasse var det dog stadig nok til at holde 3. pladsen.

Resultat
Resultater for top 5 er samlet nedenfor – etapeplaceringerne er angivet i parantes.

Etape 1 Etape 2 Etape 3 Total
Anton Møller Christensen 1:22:51 (1) 0:27:15 (3) 1:28:44 (1) 3:18:50
Kent Olesen Abrahamsen 1:26:35 (2) 0:28:21 (6) 1:31:23 (3) 3:26:19
Lasse Rasmussen 1:27:06 (3) 0:27:04 (2) 1:35:12 (6) 3:29:22
Jacob Agger Troelsen 1:35:14 (8) 0:26:55 (1) 1:30:37 (2) 3:32:46
Henrik Markvardsen 1:29:01 (4) 0:29:11 (7) 1:34:39 (4) 3:32:51

nxm003

For mine anstrengelser vandt jeg et startnummer til DirtyTrail, så nu er der endnu et løb i løbskalenderen. For min sejr i å-spurten

var der endnu et startnummer til DirtyTrail, men det var arrangørerne så flinke at lave om til et startnummer til næste års udgave af Nordisk eXtrem Marathon XT42 – så mon ikke jeg skal forsøge at forsvare min titel i maj 2014!

One Comment

  1. Fantastisk beretning Anton, og stort Tillykke med Mesterskabet…!
    Stærkt kommet igen efter fejlløb på natetapen at indhente de øvrige løbere og slutte den af med en 3. plads.
    Jeg vidste da ikke du var blevet så gammel at du skulle op om natten og lade vandet 😉

    P.S. Husk dine Core-Øvelser hihi

    Mange hilsner fra
    Ulrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *