www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

DM nedtur sluttede alligevel med medalje

Gårsdagens DM i halvmarathon blev ikke den store resultatmæssige succes jeg havde håbet. De første 7-8 km af løbet forløb rigtig godt og lige efter planen, men så var der lige pludselig udsolgt i benene og den resterende distance virkede ret uoverskuelig. Tempomæssigt holdt jeg nogenlunde på ud til ca. 13 km ved vestenden af Brabrandsøen, men da jeg derefter kom ind i modvind røg de sidste kræfter, og når andre løbere overhalede følte jeg det som jeg var gået helt i stå. Flere gange overvejde jeg at udgå, men da der ikke rigtig var nogen indlysende genvej tilbage mål kunne jeg jo lige så godt gennemføre. Jeg kom i mål i en skuffende tid på 1:26:45 (4:07 min pr. km) hvilket var ret langt fra den sub 1:20 tid jeg havde sat næsen op efter. Det viste sig dog at være “vigtigt” at jeg kæmpede mig i mål, da jeg dermed var med til at sikre en sølvmedalje for hold i aldersklassen – guldmedaljen gik også til AGF så i 30-34 må det siges at AGF dominerer.
Det gjorde AGF nu også generelt. Hos herrene tog AGF sølv (Mikkel Kleis 1:07:02) og bronze (Michael Nielsen 1:07:02) samt hold-guld. Hos kvinderne blev det guld (Maria Sig 1:16:13) og hold-sølv. AGFs kvinder 50-54 år formåede desuden at snuppe en sølvmedalje for hold i aldersklassen.

Hvad det var der gik galt med mit løb i går har jeg ikke fået analyseret mig frem til. Umiddelbart må jeg tro at den nedsatte træningsmængde pga svangseneproblemer, har kostet mere end forventet, for restitution og energiindtag i dagene op til løbet var der ihvertfald ikke noget at udsætte på. En pulsanalyse viser også at jeg stort set fra første km lå meget højt – under løbet tilskrev jeg det en fejl i måleren som af og til kan drille fordi jeg i starten følte mig godt løbende. Konklusionen må bare være at næste gang skal jeg være bedre forberedt.

Og hvad er så næste gang?! DM halvmarathon var min sidste planlagte konkurrence i år. Jeg har indlagt de kommende 3 uger med markant nedsat løbemængde for forhåbentlig at komme af med mine svangseneproblemer. I den periode vil jeg prøve at holde konditionen rimelig ved lige med cykel, spinning og svømning – allerede i dag er jeg tilmeldt spinning som forhåbentlig kan få rusket lidt af syren fra gårsdagens løb ud af benene. Efter de 3 uger planlægger jeg at starte et grundtræningsprogram op der skal køre frem mod nytår. Hvis jeg kan komme i gang uden problemer forventer jeg at deltage i et par udgaver af nytårscuppen. Efter nytår planlægger jeg at starte et specialtræningsprogram med henblik på deltagelse i DM 10 km der afholdes i uge 12. Timingen er ideel ift. træningslejr på La Santa i uge 9 så det bliver første mål i 2012. Hvad 2012 ellers kommer til at byde på af mål afsløres senere – det bliver ikke helt så “eksotisk” som 2011 har været, men udfordringerne skal nok være store.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *