www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Ekstremløberen – Jacob Juul Hastrup

Jeg fik denne bog af min fætter Niels og hans familie som en “ikke-julegave” til vores traditionelle komsammen mellem jul og nytår.

Da jeg normalt kun læser når jeg er på ferie/rejser, havde jeg oprindelig planlagt at ville læse bogen på min kommende træningslejr på La Santa. Men da jeg fredag ville slappe af, men ikke kunne finde noget på tv der kunne fange min interesse tænkte jeg at jeg kunne smugstarte lidt på bogen.

I bogen lægger Jacob ud med at fortælle om hvordan han fandt ind i ekstremløbets verden i sin søgen for at finde sig til rette i tilværelsen. Herefter kommer fortællinger fra de enkelte løb, hvor man lever med i Jacobs prøvelser, erfaringsopbygning og udvikling som ekstremløber. Som en af de første danskere i sporten må Jacob lære det meste ved erfaringer på egen krop, og det er mange gange så godt beskrevet at man lever sig helt ind i hans prøvelser.

Jacob fortæller om hans løb i jugle, varme ørkner, kolde ørkner (Antarktis) og i højderne og hvordan han efter hver løb søger næste udfordring som skal være hårdere, længere, smukkere og mere oplevelsesrig. I bogen kommer Jacob også ind på hvordan hans kone bliver suget ind i ekstremløberverdenen – først som frivillig hjælper ved løb, og derefter som aktiv deltager med succesfuld debut i Atacama Crossing (250 km) efter kun 6 måneders forberedelse. En imponerende bedrift!

Jacob er i ekstremløberkredse kendt for det mest optimerede udstyr. Og for en som mig der også elsker udstyr, slutter bogen af med en god bonus i form af nogle sider der oplister hans udstyr til nogle af de i bogen beskrevne løb.

For den der skulle have mod på en ekstremløberudfordring er bogen også suppleret med 3 træningsprogrammer med minimum, middel og “maksimal” træningsforberedelse, som alle er nogen Jacob har brugt til de løb han fortæller om. Træningsprogrammer skal selvfølgelig altid tilpasses individuelt, men de giver et meget godt overblik over både hvor lidt der skal til for at gennemføre og hvor meget der skal til for at kæmpe med om placeringer.

Mine egne erfaringer med “ekstremløb” begrænser sig til sidste års deltagelse i hhv. eXtrem Marathon og Laugavegur Ultramarathon, og når jeg læste artikler om løb af den type Jacob fortæller om i bogen, var jeg fascineret men det uden at det vækkede en lyst til selv at prøve kræfter med det. Med Jacobs fortælling var det anderledes. Hans beskrivelser af minutiøse forberedelser, fantastiske naturoplevelser og udfordring af fysikken må jeg indrømme har tændt en gnist i mig, og jeg har surfet lidt rundt på 4 dessert hjemmeside de seneste dage, og skal ikke afvise at jeg kunne finde på at prøve kræfter med et af dem.

For alle der har lidt interesse i løb eller fysisk udfoldelse vil jeg anbefale bogen varmt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *