www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Nykredit Aarhus City Halvmarathon

Efter første år at have løbet fartholder, og sidste år misset løbet pga. en anden konkurrence, skulle jeg i år for første gang, for alvor løbe med i hvad der, på kun tre år har udviklet sig til Danmarks største halvmarathon.

Målsætningen fra min side var klar inden løbet – en tid under 1:15 og en placering i top 20, da denne kombination ville indbringe tidsbonus på 1000 kr fra arrangørerne. Efter at have løbet PR i 1:12 på distancen til VM i københavn tidligere på året, burde det bestemt være muligt omend ruten i Aarhus pga. bakker og sving slet ikke kan måle sig i hurtighed med den i København. Yderligere bestod min “opladning” til løbet af tre dages super underholdende, men også meget hårdt arbejde med afvikling af løbsmesse, børneløb m.m. som optakt til løbet. Jeg følte mig dog rimelig klar og selvsikker da Hanne og jeg om morgenen drog mod starten.
Vi parkerede på Langenæs, og mens Hanne der skulle opleve løbet som tilskuer gik det sidste stykke, brugte jeg de ca. 1½ km til at jogge benene i gang. Inde i startområdet mødte jeg Ulrik Roos og et par andre løbere fra 1900 som jeg vidste løb efter samme mål, og havde aftalt med at danne gruppe så længe som mulig. Efter nogle ture op og ned af Frederiks Allé med nogle stigningsløb var vi klar til at gå i startboksen.

Starten er gået

Starten er gået

Med min placering helt oppe foran i startfeltet, var det ikke noget problem at komme ind i en rytme med det samme, og vores gruppe, suppleret med 10-15 øvrige løbere blev hurtigt dannet. Da også placeringen var et issue, havde jeg fokus på hvor mange der, kom afsted foran vores gruppe, mens jeg stadig havde dem i sigte. Efter første kilometer hvor folk nogenlunde havde fundet deres plads lå der 9-10 løbere foran vores gruppe, hvilket var nogenlunde som jeg havde forventet.
Samarbejdet i gruppen fungerede fint – det aftalte pace på 3:30 (svarende til en tid på 1:13:51) løb vi en anelse hurtigere end de første 3 km, men på den 4. km op langs Den Gamle By og af Vestre Ringgade gik tempoet naturligt ned. 5 km mærket blev rundet i 17:36 – 6 sekunder efter planen, men stadig med en god margen til min målsætning!

De næste kilometer snørklede sig gennem den indre by, hvor der var mødt rigtig mange tilskuere op, og man skulle passe på ikke at blive grebet af stemningen og løbe for hurtigt. Jeg lod Ulrik styre tempoet og lagde mig bevidst lidt længere nede i gruppen, som talte ca. 20 mand, end jeg havde gjort i København. Her var god læ på de stykker hvor vinden blev fanget mellem husene og dermed gav lidt modstand!

Ud til 5 km er Jesper Fauerschou med til at trække gruppen.

Ud til 5 km er Jesper Fauerschou med til at trække gruppen.

Åbenbart havde Ulrik alligevel lidt svært ved at holde pace oppe, for ved 10 km, der blev rundet efter at have været en tur ude ved de nye bebyggelser på havnen, sagde tiden 35:26 – så vi havde smidt yderligere 20 sekunder. Det var dog ikke noget at være meget nervøs for endnu!

Efter endnu en sløjfe op gennem midtbyen og tilskuerhavet, løb vi ud af Spanien og Strandvejen mod stadion. Jeg havde egentlig forventet at vi havde haft medvind her, men den viste sig at være imod os. Jeg kunne se vores pace gik ned, så jeg trak frem foran for at hjælpe Ulrik med at holde gruppen i gang. Folk var begyndt at falde fra da vi nærmede os 15 km ved stadion, men der var stadig 15-18 løbere i gruppen og ca. 10-11 foran, så skulle målsætningen holdes var det ikke tid til at slappe af. 15 km rundede vi i 53:04 – 34 sekunder efter planen, og jeg havde dermed under 30 sekunder tilbage i “banken” for at nå mit mål!

Jeg valgte at sætte tempo på med det samme. Resulterende i en kilometer på 3:20 og at gruppen blev sprængt.  Jeg havde følgeskab af en enkelt løber, men var indstillet på at nu måtte jeg selv gøre arbejdet færdigt! Jeg fik fundet tempo lige omkring de 3:30 lige indtil jeg ramte stigningen op fra Strandvejen af Marselisboulevard og videre af Hans Broges Gade, hvor vi tilmed blev tildelt en gang modvind. 4-5 løbere bagfra kom op, men alle løb nu deres eget pace og der var ingen gruppedannelse. 20 km blev rundet i 1:10:31 – så jeg havde hentet 3 af de tabte sekunder og havde hele 4:29 til at løbe de sidste 1,1 km. Hovedet prøvede at regne ud hvad det var for et pace, men det kunne det ikke – men jeg vidste at det var tilpas god tid til at bare jeg blev ved at presse på, så ville jeg nå mit mål.

Der gives alt for at nå målsætningen.

Der gives alt for at nå målsætningen.

1:14:22 sagde tiden da jeg løb over målstregen. Placeringen var nr. 16 – så mission completed with succes! Jeg måtte dog erkende at det var noget hårdere end jeg havde forventet det ville blive, og jeg pressede mig selv langt mere end jeg havde gjort i København.
Jeg håber der bliver tid til endnu et hurtigt halvmarathon sidst på året hvor jeg vil forsøge om jeg kan presse PR et stykke længere ned.

2. plads ved NXM XT42

Årets løb viste sig relativt hurtigt ikke at blive så spændende som håbet. Jeg lagde mig i hælene på Claus fra start, men efter 4-5 km måtte jeg sande at jeg ikke kunne holde hans pace i terrænet. På det tidspunkt var alle øvrige konkurrenter dog blevet løbet langt agterud, så for mig lignede det allerede et løb hvor jeg ikke havde mange muligheder for hverken at rykke frem eller tilbage i stillingen.
Jeg fandt ind i min egen rytme og kværnede den ene kilometer efter den anden. Jeg overhalede nu regelmæssigt løbere fra XT21 distancen, som på deres ca. 10,5 km lange 1. etape fulgte samme rute som os, men blot havde skåret et par sløjfer af, og derved på trods af lidt senere start var kommet foran os på sporet. Jeg løb generelt en del hurtigere end disse løbere, så da jeg omkring 15 km pludselig bliver overhalet kommer det som noget af en overraskelse. Det viser sig at være Claus, der havde været en tur på afveje, og havde sat sit forspring over styr mens han fandt tilbage til sporet. Claus sætter så meget tempo på efterfølgende nedløb, at jeg vælger bare at holde mit eget pace, og blot glæde mig over at tidstabet pga. hans bommert vil blive markant mindre end jeg umiddelbart havde forventet efter at have sluppet ham tidligere.
Jeg bliver lidt overrasket da jeg ca. 6 minutter senere løber ind på opløbsstrækningen. Etapen skulle være ca. 18 km, men viser sig kun at være 16,8 km! Min tid bliver 1:12:15, og jeg ender med at tabe ca. 40 sekunder til Claus, hvilket jeg i første omgang ærgrer mig lidt over. Havde jeg vidst der var under 2 km til mål da Claus overhaler, tror jeg godt jeg kunne have hængt på!

I mål på 1. etape

I mål på 1. etape

Da resultaterne senere på eftermiddagen bliver offentliggjort kan jeg se at jeg har over 6½ minut ned til 3. pladsen, så min antagelse om at jeg ikke ville blive presset på min 2. plads var korrekt.

Kl. 22.15 er der start på natetapen. Modsat sidste år hvor det var to runder, er det i år én lang rute, dog med de første og sidste ca. 400 m på flad grusvej som de samme! Jeg lægger ud i hælene på Claus, men da vi forlader grusvejen og rammer de første bakker, trækker han stille og roligt fra! Efter ca. 1½ km kommer han dog alligevel og overhaler mig – igen har han været en tur væk fra sporet, men blev hjulpet tilbage via vores pandelamper. Selvom jeg synes jeg presser godt på, så er Claus hurtigt væk igen – i skovens mørke kommer hans teknik endnu mere til sin ret! Vi bliver ledt igennem nogle rigtig fine stykker off-trail, hvor jeg bliver rigtig glad for min pandelampes stærke lys. En enkelt gang misse jeg dog fodfæste på en våd gren og må ned og bide i mosset, men er hurtigt oppe igen. Jeg presser på hele vejen til mål – især det flade sidste stykke trykker jeg til, da jeg ihvertfald her burde kunne løbe op med Claus. Igen viser ruten, der skulle være ca. 6,2 km sig at være i den korte ende med målte 5,7 km og jeg kommer ind i 23:46 – 1:12 efter Claus. Mit forspring til 3. pladsen udbygger jeg med næsten 2 minutter – så igen var jeg i en klasse for sig – den næstbedste!

Sidste meter

Sidste meter

Jeg får mig en god nattesøvn, og omkring 6.30 kryber jeg ud af posen for at få spist i god tid inden starten kl. 10. Med lidt under to minutter op til Claus, vidste jeg at kun en elendig nattesøvn og medfølgende dårlig restitution til Claus ville give mig en chance for at indhente ham. Men som småbarnforældre, kunne Claus meddele, at han have sovet som en drøm i sit telt, med det største antal sammenhængende timer i flere uger! Med den melding blev min taktik for dagen blot at løbe “roligt” hjem og forsøge at spare kræfter for at gå efter spurtpræmien på de sidste 200 meter af løbet.
Første del af etapen var “gensyn” med nattens etape, hvorefter vi kom ind på ruten fra 1. etape som vi fulgte i modsat retning. Omkring 12 km havde nogle “vittige” hoveder pillet ved en rute markering, og jeg måtte lige have kortet i brug for at sikre mig jeg kom rettet vej i et kryds. Jeg nærmede mig stille og roligt mål, og prøvede at forberede mig til spurten. Ved 15,8 km havde arrangørerne lagt en vandpassage – sikkert for at sikre os våde sko til spurten. Jeg var dog fortrøstningsfuld, da mine gode inov-8 sko burde nå at blive rimelig tørre på de to km mod mål. Jeg burde jo nok have været forberedt på at også denne gang var etapen kortere end annonceret så allerede 800 m senere kunne jeg se starten på spurten. Her må jeg erkende, at det ikke lykkedes mig at holde hovedet koldt. I stedet for at stoppe op og gøre mig klar til at spurte 120% accelererede jeg blot en smule de sidste meter før starten på spurten og pressede så igen et par gange i løbet af de 200m farten lidt op. Jeg kom dermed i mål med en følelse af slet ikke at have givet det sidste og de 20,86 sekunder som min tid blev var da også kun 6. bedste – 1,47 sekund efter Claus der også vandt denne del af løbet.
Min tid på 3. etape blev 1:20:38 – ca. 7 minutter efter Claus! Stadig havde jeg omkring 5 minutter ned til næste løber 2. pladsen var aldrig i fare!

Løbet som helhed synes jeg ikke var lige så godt som debuten sidste år – og det var ikke kun fordi jeg endte en placering dårligere! Ruterne var ikke nær så udfordrende. Udover de alle var kortere end annonceret (og løbet dermed ikke engang rundede 40 km!) var der færre højdemeter, og vandpassagerne var ikke lige så udfordrende. Og så var det ikke mindst skuffende at spurten var lagt på 200m asfalt! Hvad sker der for det i et trailløb!

Generelt er jeg dog godt tilfreds med mit løb, og 2. pladsen giver gode point til den samlede stilling i Salomon Trail Tour.

 

Ca. syv timer til start

Så blev det endelig lørdag, og om ca. syv timer går starten på XT42 klassen ved NXM i Silkeborg. Jeg har netop sat flueben ved den sidste ting på pakkelisten og lavet kontrolvejning af tasken der skal transporteres til Night Campen. Vægten stod på 11,2 kg så jeg overvejer lige om der skal en ekstra cola eller andet med – jeg kan jo lige så godt udnytte vægten op til de 12 kg! Også mængden af medbragt energi skulle være rigelig. Sidste år forbrugte jeg under konkurrencen ca. 13000 kJ og pt. har jeg i år medbragt ca. 24000 kJ så jeg burde kunne holde energiniveauet oppe på turen.

Vejrmæssigt ser det ud til vi får gode forhold. Overskyet med let vind skulle sikre at vi ikke koger over på eftermiddagens første etape. I nat skulle det ikke komme under 10 grader så det skulle heller ikke blive et problem at holde sig varm i teltet. I morgen formiddag loves lidt mere sol, men forhåbentlig når jeg i mål inden temperaturerne ryger for højt op.

At sætte mig et mål for konkurrencen er lidt svært da de udenlandske løbere på startlisten, udgør ubekendte som kan give et meget stærkere felt end det ser ud til når man bare kigger på danskerne. Claus Bloch er min umiddelbart nærmeste konkurrent, som jeg kæmpede med adskillige gange sidste år. Jeg håber at kunne give ham kamp til stregen og måske komme først. Hvis man tillægger at et par af udlændingene har niveau til at løbe med helt fremme så vil en top 3 placering nok være et realistisk mål, men klapper det hele så ved jeg at en førsteplads er mulig, og jeg vil kæmpe for det!

 

NXM 2014 – kan titlen forsvares?

nxmSidste år lykkedes det mig at vinde den første udgave nogensinde af XT42 klassen ved Nordisk eXtrem Marathon. Det er derfor som forsvarende mester jeg stiller op til løbet i den kommende weekend.

I forhold til sidste år, har arrangørerne promoveret konkurrencen meget hårdere, og løbet er bl.a. blevet en del af den meget populære Salomon Trail Tour. Jeg kan derfor forvente markant hårdere konkurrence på de tre etapers samlede 42 km.

Den større promovering har også medført at der i år er rigtig god mulighed for at følge løbsudviklingen live på nettet. Udover opdateringer på løbets Facebook side som finde her, så kan der ses live video streaming og opdateringer her

Uge 21

Mandag eftermiddag
6,2 km roligt løb, 4:32 min/km

Tirsdag morgen
13,5 km cykel til arbejde

Tirsdag eftermiddag
3,4 km cykel til træning
Træning med AGF Atletik
4 km opvarmning, 4:28 min/km
Koordinationstræning
12 x 150m i 1500m pace, IP 250 m jog
4,5 km afjog, 4:40 min/km
Havde et rigtig fint træningspas hvor jeg følte at jeg kunne have løbet både fem og ti intervaller mere!
14 km cykel hjem fra træning.

Onsdag eftermiddag
2,6 km opvarmning i terræn, 5:15 min/km
7,7 km trailløb, 4:56 min/km
Som relevant træning til NXM deltog jeg i Himmelbjergegnens Efterskoles trailserie denne aften ved Knøsgården. Kunne mærke gårsdagens intervaller når det gik opad, men ellers havde jeg rimelig overskud og løb en sejr hjem.

Torsdag eftermiddag
Træning med AGF Atletik
4,2 km opvarmning, 4:28 min/km
12 x 400m i 5k pace, IP 1:30 (nedsat til 1:20 ca. midt i passet)
1,3 km afjog i bare tæer på græs.

Fredag
En restitutionsdag

Lørdag formiddag
11,6 km restitution, 5:08 min/km.
En rolig tur i skoven sammen med Hanne

Søndag formiddag
27,1 km roligt trailløb, 4:59 min/km, 610 højdemeter.
Træning af udholdenhed og fedtforbrænding. Løb de to timer og 15 minutter uden energiindtag, hvilket effektivt tømte kulhydratdepoterne i musklerne!

Uge 20

Mandag
En lang arbejdsdag havde suget al energi, så det blev endnu en restitutionsdag.

Tirsdag morgen
13,5 km cykel til arbejde

Tirsdag eftermiddag
5,5 km cykel til træning
Træning med AGF Atletik
4,5 km opvarmning, 4:00 min/km
3 x 1600m, 3:20 min/km, IP 2:30
1,2 km afjog, 4:10 min/km
Ramte en rigtig skidt løbedag. Efter tre af de planlagte 4 intervaller spændte min læg op og jeg valgte at springe det sidste over for ikke at risikere en skade.

Onsdag eftermiddag
Træning af AGF Life
9,4 km løb med indlagt tempo
10 min coretræning

Torsdag morgen
13,5 km cykel til arbejde

Torsdag eftermiddag
13,5 km cykel fra arbejde

Fredag (tidlig)morgen
2,5 km opvarmning
10 km konkurrence til Billund RUNway
Hanne og jeg var afsted til jubilæumsløb i Billund lufthavn, der foregik om natten på landingsbane og taxiways. Det blev et succesfuldt løb (igen). Jeg havde hele løbet rimelig kontrol over fronten og ved ca. 6 km rykkede jeg fra og løb hjem til sikker sejr. Hanne løb ind på en flot andenplads hos kvinderne i en tid der ville have været en solid PR-forbedring hvis ikke ruten havde været stillet forkert op, og derved for kort!

Lørdag middag
6,6 km restitutionstur i skoven ved Himmelbjerget med Hanne.
Turen udviklede sig noget anderledes end planlagt, da jeg efter ca. 3,5 km opdagede at bilnøglen var røget ud af lommen! Vi joggede tilbage, men havde ikke held til at finde nøglen! Moster Ellen kunne heldigvis komme til undsætning og køre os hjem til Solbjerg efter ekstranøglen – 1000 tak.

Søndag middag
9,3 km rolig tur i skoven med Hanne.
Denne gang blev det en noget mere vellykket tur end lørdag.

Resume
48,3 km løb i 4:36 min/km. En TRIMP-værdi på 425  (+39,7%) viser en forøgelse af belastningen, men det skal også ses i lyset af den meget rolige uge jeg havde i sidste uge.

 

Uge 19

Mandag morgen
13,1 km restitution, 5:01 min/km. Løb til arbejde – morgenløb bliver aldrig min favorit og kombineret med træthed fra halvmarathon var det en hård tur.

Mandag eftermiddag
13,4 km cykel hjem fra arbejde

Tirsdag eftetermiddag
4,1 km opvarmning, 4:26 min/km
10 minutters koordinations- og tekniktræning
5 x 150 m i 800 m pace, IP 250 m jog (2 min)
3 km afjog, 5:22 min/km
Følte mig slet ikke oplagt da jeg startede træningen, og opvarmningen var en kamp med tunge ben. Tekniktræningen lod dog til at løsne op, så jeg kunne løbe de korte intervaller med fint overskud. Det var dog dejligt at programmet ikke var længere i dag! Afjog blev sammen med kæresten, der var færdig med hendes program samtidig.

Onsdag eftermiddag
Træning af AGF Life
9,1 km med indlagt tempo/fartleg

Torsdag og fredag
Begge disse dage kom jeg hjem fra arbejde uden at kunne finde lysten til at løbe! Efter 25 dage i træk med løb var det nok en naturlig reaktion fra krop og sind, så jeg besluttede at tage et par fridage for at lade kroppen restituere.

Lørdag morgen/formiddag
10,4 km restitution, 5:06 min/km
Sov længe og startede dagen med en dejlig restitutionstur sammen med kæresten. Tempoet var ikke imponerende, men til gengæld havde jeg nok min bedste “morgentur” længe og lysten til løb var tilbage.

Søndag
Det blev en rigtig afslapningsdag på sofaen hvor kroppen restituerede.

Resume
41,6 km løb i 5:04 min/km. En TRIMP-værdi på 290 709 (-59%) indikerer en markant restitutionsuge, som jeg tror krop og sind virkelig havde brug for!

Uge 18

Mandag eftermiddag
10,0 km roligt løb, 4:12 min/km. En dejlig rolig tur i smukt forsommervejr.

Tirsdag morgen
13,6 km cykel til arbejde

Tirsdag eftermiddag
3,5 km cykel til træning
Træning med AGF Atletik
10,6 km roligt løb, 4:32 min/km. Ovenpå weekendens konkurrencer for flere i klubben stod træningen bare på en rolig tur i skoven.

Onsdag eftermiddag
Træning af AGF Life.
10,8 km restitution med 10 x 200m tempo

Torsdag eftermiddag
Træning med AGF Atletik
4,8 km opvarmning, 4:36 min/km
25 min tempoløb, 3:33 min/km
4,3 km afjog, 4:18 min/km
En rigtig fin gang tempotræning. Ramte 7 km på de 25 minutter, og det lykkedes derfor fint at holde et gennemsnitstempo omkring marathonpace på en varieret rundstrækning.

Fredag morgen
13,4 km cykel til arbejde

Fredag eftermiddag
13,2 km roligt løb, 4:20 min/km
Dejlig løbetur hjem fra arbejde

Lørdag middag
1,9 km opvarmning
Odder Halvmarathon i 1:15:34
1,5 km afjog
For at få en god lang tempotur i marathonpace (3:35 min/km) valgte jeg at deltage i Odder Halvmarathon. Jeg vidste inden løbet at der ville være en mulighed for samtidig at vinde løbet, da de fleste af regionens bedre løbere var enten i Middelfart til DM halvmarathon eller i Hamburg til marathon.
På startstregen var der da også umiddelbart kun to løbere, som jeg ville anse kunne løbe med om sejren. Jacob Korsholm kendte jeg fra nogle dyster i Salomon Trail Tour for et par sæsoner siden, men hans nuværende form kendte jeg ikke. Lars Ejaas løb jeg for kort tid siden mod til sidste afdeling af DuPont løbene – her endte han 34 sekunder efter mig på en tredjeplads.
Fra start gik Lars frem i et tempo der var en anelse hurtigere end hvad jeg havde planlagt – jeg valgte at lægge mig lige bag ham, og forventede at den modvind og de bakker vi ville have på første del af turen helt naturligt ville dæmpe tempoet. Vi startede med 1½ omgang på løbebanen og allerede da vi løb ud fra stadion var Lars og jeg alene i front – Jacob havde åbenbart ikke noget at skyde med denne dag!

I fuld kontrol ved ca. 3 km

I fuld kontrol ved ca. 3 km

Vi rundede 5 km i 17:34 (3:30 min/km) – det var noget hurtigere end planlagt, men jeg havde kun ligget bagved i læ og havde brugt markant færre kræfter end Lars. Tempoet faldt til omkring 3:40 min/km i takt med vi ramte de seriøse stigninger. Et par gange forcerede Lars – hvor vidt det var deciderede ryk for at sætte mig eller bare forsøg på at holde tempoet oppe, ved jeg ikke, men jeg havde ingen problemer med at hænge på. Kort efter 8 km lod det til Lars blev træt af at trække og sænkede tempoet markant – jeg lod mig ikke lokke og holdte mig bagved selvom de næste km blev løbet i 3:51 og 3:46.
10 km blev rundet i 36:00 (3:36 min/km) og vi nærmede os nu punktet (kort før 11 km) hvor vi ville dreje ind i medvind. Kort før svinget gik jeg for første gang foran – jeg havde besluttet at jeg ville prøve et ryk fra front netop i svinget. Som sagt så gjort – jeg skar svinget godt og trykkede på ca. 150 m og lavede dermed et hul på ca. 10 m inden jeg justerede tempoet lidt ned igen. De næste to km steg svagt, men med vinden i ryggen gik tempoet alligevel lidt i vejret og jeg lå omkring 3:30 min/km og hullet ned til Lars forblev ca. 10-20 meter.
Ved 13 km havde jeg nået rutens højeste punkt og da det derefter begyndte at gå nedad steg tempoet også helt naturligt. Ved ca. 14,5 km rammer jeg et meget stejlt nedløb – da jeg ved at nedløb er en af mine forcer vælger jeg at forcere på dette punkt, for at øge hullet, for definitivt at knække Lars. Kort efter rundede jeg 15 km i 53:16 (3:33 min/km) og da jeg kort efter kigger tilbage kan jeg se at hullet er blevet over 100m – nu skal den bare løbes hjem!
Kort før 18 km rammer jeg en gang modvind og mit tempo daler drastisk. Jeg kigger mig over skulderen og kan langt tilbage se Lars. Jeg beroliger mig selv med, at det er mindst lige så hårdt for ham at kæmpe med modvinden, så det er usandsynligt at han henter ind på mig. Stille og roligt kæmper jeg mig mod mål. Jeg runder 20 km i 1:11:31 (3:35 min/km) og på den resterende del af ruten der hhv. går nedad bakke og rundt på stadion holder jeg uden problemer pace og kan løbe i mål i 1:15:34 (3:35 min/km) lidt over et minut foran Lars. Jacob kommer ind på 3. pladsen 4:17 efter mig!

Jeg bliver taget imod i målet af min dejlige kæreste som ca. ti minutter tidligere er løbet i mål som vinder af kvindernes 14 km distance!

Søndag eftermiddag
3,1 km restitution, 4:53 min/km. Skulle blot lige have løsnet benene op efter gårsdagens halvmarathon.

Resume
88,6 km i 4:16 min/km. En TRIMP-værdi på 709 (+1,0%) er en minimal forøgelse af belastningen. Her kommer TRIMP-værdien virkelig til sin ret i vurderingen af progression. Havde jeg kigget udelukkende på km havde jeg haft en forøgelse på 12,4 km (+16,3%) – det er unægtelig en forskel!

Uge 17

Mandag formiddag
10,8 km roligt løb, 4:16 min/km. Kroppen var blevet noget mere frisk, så det blev en fin tur med masser af overskud.

Tirsdag eftermiddag
Træning med AGF Atletik
4,4 km opvarmning, 4:17 min/km
2 x 800m @ 3:05 min/km, IP 2:30 + 3 x 400m @ 2:48 min/km, IP 2:00 + 4 x 200m @ 2:30 min/km
3,9 km afjog, 4:28 min/km
Et rigtig godt træningspas hvor benene fik lov at løbe hurtigt. Pace skulle have været 10k, 1500m og 800m – den første var nok til den hurtige side men de to næste var ret tæt på! På sidste 200m prøvede jeg virkelig ikke at have mere at presse med!

Onsdag eftermiddag
Afvikling af iForm løbet fortræning.
7,6 km roligt løb, 4:22 min/km

Torsdag eftermiddag
Træning med AGF Atletik
11,6 km roligt løb, 4:30 min/km. Tur med 6 x 30 s flowløb indlagt.

Fredag eftermiddag
6,4 km roligt løb, 4,13 min/km. En kort tur i eftermiddagsvarmen for at få bevæget benene inden konkurrencen lørdag.

Podiet for herrenes lange distance.

Podiet for herrenes lange distance.

Lørdag formiddag
Tid til årets første deltagelse i Salomon Trail Tour
2,6 km opvarmning, 5:20 min/km
16,7 km trailkonkurrence, 4:01 min/km. 1. plads
0,2 km afjog, 5:05 min/km
Hvis ikke det kom fra andre, så havde jeg ihvertfald selv lagt pres på mig til løbet, da jeg helt sikkert havde ambitioner om at vinde efter at have læst startlisten igennem. Sidste års samlede 3. plads Christian Nørfeldt og min egen klubkammerat Anders Konring, var på papiret mine værste konkurrenter, og det er løbere som jeg på det seneste har haft overtaget på.
Da starten gik, blev det også meget hurtigt klart at det var mellem os tre topplaceringerne skulle fordeles. På trods af et endog meget roligt udlæg, var alle andre konkurrenter faldet fra inden vi havde rundet de første 3 km. Herfra kom ca. 1½ km på rimelig gode stier der faldt jævnt – her pressede Anders og jeg tempoet lidt op, og jeg erfarede at Christian måtte arbejde for at hænge på.
Efter denne passage blev ruten igen mere afvekslende med skrappe stigninger, stejle nedløb, skarpe sving og passager med blød bund. Igen faldt tempoet til noget der mindede om hyggeløb og det var muligt at nyde omgivelserne.
Kort før 10 km rammer vi en bakke på en grusvej – jeg kan huske at der herefter kommer ca. 3 km relativt fladt terræn – og vælger at sætte mit angreb ind her. Jeg laver et hul på vej op af bakken og sætter pace ud over stepperne. Med først en km i 3:20 og derefter to i ca 3:45 laver jeg et stort hul, så jeg for det meste ikke kan se mine forfølgere.

Podiet for damernes korte distance

Podiet for damernes korte distance

På den resterende del af ruten justerer jeg mit tempo tilbage til hvor det lå mens vores tremandsgruppe var samlet, da jeg formoder at jeg dermed kan holde mit forspring nogenlunde. Jeg holder uden problemer forspringet hjem og kan efter utallige 2. pladser sidste år endelig få lov at stå øverst på skamlen. Sluttiden bliver officielt 1:07:18 – næsten 3 minutter hurtigere end sidste år!
I mål bliver jeg taget imod af Hanne som i sikker stil havde sikret sig sejren på 9 km.

Lørdag eftermiddag
1,1 km roligt løb, 4:18 min/km. “opvarmede” benene i Korsør hvor jeg var tilmeldt 1500m i sidste afdeling af Cross Challenge (Vinterturneringen) Jeg kunne dog hurtigt mærke at der ikke var det store overskud, og da begge klubbens to hurtigste mellemdistance løbere som jeg udgjorde reserve for meldte sig 110% fit for fight og vi havde endnu en reserve på holdet, var der ingen grund til at jeg løb.
Holdet gjorde hvad de skulle. På 1500m nuppede vores to tællende løbere hhv. 1. og 3. pladsen, mens vores tre løbere på 10.000m blev 5, 7 og 8 hvilket var mere end rigeligt til at vinde dagens runde og dermed i den samlede stilling smutte forbi Odense og hente sølvmedaljer efter Sparta.

Samlet sølv i Cross Challenge '13/'14

Samlet sølv i Cross Challenge ’13/’14

Klubbens kvinder blev desværre ramt at manglende bredde, da en af deltagerne på 10.000m måtte udgå pga. pollenallergi på et tidspunkt hvor holdet lå i position til en sikker sejr på dagen og dermed den samlede turneringssejr. Den backup der var med, var desværre ikke stærk nok til at kunne forhindre Århus 1900 i at tage sejren på dagen og dermed også frafriste vores kvinder, den samlede titel som de ellers har siddet på i mange sæsoner.
Hanne var dog alligevel glad for den sølvmedalje hun som del af holdet kunne modtage.

Søndag eftermiddag
6,6 km restitutionsløb, 5:07 min/km. En dejlig tur med kæresten i skoven, hvor vi begge fik bevæget benene efter gårsdagens crosskonkurrencer.

Resume
76,2 km i 4:17 min/km. En TRIMP-værdi på 703 (+22,9%) bringer mig tilbage på sporet med at øge belastningen efter sidste uges “afslapning”. Igen blev det til en uge med løb alle syv dage men igen uden dem helt lange tur.

Uge 16

Mandag eftermiddag
5,2 km roligt løb, 4:29 min/km. Startede stille ud på ugen med bare at få rørt benene lidt. Der var en vis stivhed efter søndagens langtur og højdemeter!

Tirsdag eftermiddag
Træning med AGF Atletik
4,4 km opvarmning, 4:14 min/km
2000m (3:18 min/km) – 1600m (3:10 min/km) – 1200m (3:10 min/km) – 800m (2:54 min/km) Intervalpause 3:00
3,9 km afjog, 4:32 min/km
Havde god fornemmelse hele vejen gennem intervallerne, og følte faktisk at jeg kunne være fortsat i det 2:54 pace jeg havde på det sidste interval!

Onsdag eftermiddag
Afviklede fortræning til iForm løbet sammen med AGF Life.
2,2 km restitutionsløb, 5:29 min/km. Opstilling af km-skilte
5 km roligt løb, 4:32 min/km. En rolig tur rundt på ruten sammen med LIFE-løberne efter en velafviklet fortræning.

Torsdag formiddag
Træning med AGF Atletik
3,8 km opvarmning, 4:10 min/km
4 x 1000m HMP + 4 x 1000m 10k, IP 1:00
2,8 km afjog, 4:25 min/km
Intervallerne blev løbet med hhv. modvind og medvind på hveranden, hvilket gav lidt varierende tider. De første 4 der skulle løbes i halvmarathonpace blev klaret i 3:29 – 3:21 – 3:27 – 3:22 hvilket jo giver et snit meget tæt på de 3:25 jeg burde ligge på. Jeg løb disse med godt med overskud, hvilket jeg også burde – pulsen endte hver gang på 81-82% HRR. Herefter blev der skruet op til 10 km pace. De fire intervaller blev løbet på 3:15 – 3:09 – 3:13 – 3:09. Det sendte lige pulsen lidt længere op så jeg endte på 85-87% HRR.

Fredag morgen
9 km restitution, 5:00 min/km. Morgentur med kæresten – morgenløb bliver aldrig min favorit – mine ben skal virkelig bruge 4-5 km før de begynder at virke bare nogenlunde!

Lørdag morgen
4,7 km restitution, 4:58 min/km. Morgentur med kæresten – benene var lidt bedre end fredag, men stadig bare en rolig tur.

Søndag formiddag
14,9 km terrænløb, 4:48 min/km, 285 højdemeter. Efter to dage med påskefrokoster med masser af mad, øl og snaps, var kroppen noget ramt! 70 minutter var alt hvad jeg kunne overtale mig selv til at løbe på trods af fantastisk vejr. I løbet af turen fik jeg det dog bedre og den ellers flade rute jeg havde planlagt blev justeret og fik lagt højdemeter på med først en tur over Himmelbjerget nede fra søen, og derefter “Killer Hill/Røvhuldet” – hver gav +100 højdemeter!

Resume
70,3 km i 4:25 min/km. En TRIMP-værdi på 572 (-17,5%) indikerer en noget lavere træningsbelastning end foregående uge, hvilket primært skyldes manglen på en decideret langtur! Til gengæld havde jeg for første gang i lang tid en uge med løb hver dag, hvilket jeg forhåbentlig kan få flere af!