www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

5000m

Håbet brast på en lummervarm eftermiddag i Odense

Feltet stadig samlet. Jeg ligger i 2. position efter unge Thomas Andersen fra Sparta

Feltet stadig samlet. Jeg ligger i 2. position efter unge Thomas Andersen fra Sparta

Ved gårsdagens DM i Odense, var min proklamerede ambition, at forbedre min to år gamle PR på 5000m. Selvom sygdom og sommervarme, har gjort at træningen ikke har været helt optimal siden mit seedningsløb i juni, så var jeg overbevist om at formen var god nok til at komme ned på en tid omkring 15:15-15:20!

Jeg havde fået en god opladning til løbet, og syntes også jeg var mentalt godt forberedt på hvordan løbet skulle løbes. Optimalt set skulle jeg ligge i 4-5 position og lade mig trække rundt omgang efter omgang. Potentielt var der de 3-4 løbere i det B-heat jeg var placeret i som kunne give mig disse optimale forhold, men desværre skulle virkeligheden blive en helt anden.

Et kraftigt regnskyld havde renset luften i Odense og bragt temperaturen ned på behagelige 17-18 grader da jeg ankom til Odense Atletikstadion omkring ved 13-tiden. Min start gik kl. 15.10 og og ca. en time før brændte solen igennem skydækket og begyndte med det samme at hæve både temperatur og luftfugtighed. Personligt var jeg forberedt på dette, og vidste at det da nok blev hårdt, men det ville jo bare dreje sig om at holde pinen ud i 15 minutter! Mine medløbere lod derimod til at lade sig gå på af vejrskiftet. Der kom tvivl på egne evner, og jeg kunne tolke at jeg nok ikke skulle forvente det udlægstempo fra dem som jeg ønskede.

Da vi blev ledt fra Call-room til startstregen bagte solen ned, så indholdet af den medbragte vandflaske blev både bugt indvortes og udvortes for at holde kropstemperaturen nede. Endelig blev vi skudt i gang. Jeg var lidt ukoncentreret og endte et stykke nede i feltet uden det var den store katastrofe – jeg kunne se at forrest var de par løbere jeg havde håbet, så jeg skulle bare roligt arbejde mig op til dem.

Ofte føles det som om det går langsomt i starten af sådan en 5000m – men tempoet skal man jo kunne holde 12½ omgang. Denne gang var det dog reelt at tempoet var langsomt. 78 sekunder lød meldingen for de første 400m – mit target var 72-74 sekunder, så det var ikke så mærkeligt det føltes let!

En ung Sparta løber havde åbenbart også ambitioner om en hurtigere tid, for han reagerede promte og rykkede fri og løb alene. Jeg reagerede hurtigt og strøg med, men fra min position som 6-7 stykker var der langt frem, og det kostede lidt at lukke hullet. Jeg bed mig fast bag ham og de næste par omgange ramte fint på 74-75 sekunder og vi nåede 1000m på 3:07. Frem mod 2000m gik det også fint – 6:11 var tiden, så når man fraregnede den første runde var tempoet hvor det skulle være. Den unge spartaners tempo begyndte at dale og det var nu 75-76 sekunder pr. omgang! 3000m blev ramt i 9:25 og dermed var det sidste udkald hvis ambitionen skulle opfyldes.

Jeg er gået frem for at trække i et sidste forsøg på at løbe PR

Jeg er gået frem for at trække i et sidste forsøg på at løbe PR

Jeg rykkede frem og trak en runde, hvorefter jeg overlod føringen til Jesper Pedersen fra AK73 i håb om vi kunne hjælpe hinanden med at holde tempoet oppe. Det lod også til at virke, men på vej ud af svinget rammer Jesper sargen (metalkanten der afgrænser banen) med hans venstre fod og styrter. På akrobatisk vis undgår jeg at blive revet med ned, og får i stedet sprunget over ham. De øvrige løbere får bremset op og undveget, så pludselig er jeg alene i spids, med et relativt stort hul ned til de øvrige og stadig med 6 omgange til mål. Den situation havde jeg ikke lige forberedt mig på, og uden hjælp kan jeg ikke holde tempoet oppe, og ambitionen om PR fordamper i den lummervarme eftermiddagsluft. En ung Odense løber har disponeret fornuftigt, og jeg kan ikke hænge på da han kommer forbi med nogle omgange igen. Senere går også den unge Spartaløber forbi, uden at jeg kan hænge på – nu kæmper jeg bare for at få det afsluttet.

15:50,2 bliver tiden i mål – 20,1 sekund fra min PR og lidt over 5 sekunder efter heatvinderen fra Odense. Et lille kvarter senere går starten på A-heatet med de 17 potentielt bedste løbere. Heatet bliver ramt af decideret mandefald, hvor 4 løbere udgår. Samtidig løber jeg faktisk bedre end én af de gennemførende løbere, hvilket bevirker at jeg ender på en hæderlig 15. plads.

På et spurtopgør med forhåndsfavoritten Abdi Ulad bliver Thijs Nijhuis dansk mester i 14:16,59. Flere løbere i A-heatet ender omkring min målsætning, så efterfølgende ærgrer jeg mig lidt over at være placeret i et meget rodet B-heat.

Egentlig skulle jeg have forsøgt mig til DM revance på Aarhus stadion allerede næste weekend, men jeg har ovenpå løbet fået så store problemer med min ene achillessene at baneskoene er sat på hylden for denne sæson! Jeg skal dog løbe ved stævnet hvor det pt. ser ud til jeg får to

Som tingene kan ændre sig

Odense atletikstadion. DM 2014 5000m B-heat. Søn 3/8 kl. 15.10

Odense atletikstadion. DM 2014 5000m B-heat. Søn 3/8 kl. 15.10

Det er en dynamisk verden vi lever i, og vi skal hele tiden være klar til forandringer. Nogen gange ændrer tingene sig så tilbage til hvordan man først troede de var – og det er netop hvad der er sket med DM 5000m på søndag.

Der er nu igen opdeling i A og B heat, og med en forventet opdeling ved de 15 hurtigste tilmeldte tider ender jeg med min tilmelding i 19. bedste tid i B-heatet. Heatinddelingen skiller ved 15:31 – hvilket ikke er helt optimalt ift. min ambition om at løbe 15:15, hvor jeg så risikerer at skulle lave alt arbejdet selv! Hvis de vælger at stille til start, vil der dog være et par løbere med potentiale til hurtigere tider, som blot ikke har haft en tilmeldingstid, og ellers må jeg håbe jeg rammer dagen og ikke behøver så meget hjælp!

Vejrudsigten har også ændret sig – nu loves der 27 grader og delvis sol – ikke lige min kop the! Men jo hurtigere jeg løber des kortere tid skal jeg være i gang i varmen, så jeg må bare presse på 🙂

Se deltagerlisten her

AGF Banestævne

Et af sommerens mål er en PR på 5000m bane og helt optimalt under 15 minutter. Første skridt på vejen mod dette var deltagelse i AGF’s banestævne, hvor målet var en tid omkring 15:40, der ville sikre en acceptabel seedning til DM i august.

Rigtig stærke løbere havde meldt deres ankomst i Aarhus så min målsætning havde placeret mig i B-heatet med de næsthurtigste. Af de ca. 15 løbere på startlisten til heatet, har jeg den 6. hurtigste målsætningstid – ca. 20 sekunder efter de hurtigstes ambitioner om 15:20. Dette er helt perfekt, da der dermed ikke vil forventes at jeg skal ligge og trække, men blot kan hænge på så længe som muligt.

Fint placeret i gruppen

Fint placeret i gruppen

Og netop sådan kommer jeg i gang med løbet. Efter den første tumult finder jeg ind på en plads som 6-7 stykker i feltet, og koncentrerer mig derefter blot om at hænge på, samt holder øje med at der ikke bliver huller længere fremme i gruppen. Mine tider kigger jeg slet ikke på, men hører blot de tider der bliver råbt fra trænerne til de forreste løbere. De holder ikke tempoet til deres målsætning, men nærmere det der er min – så det er helt perfekt for mig!
Stille og roligt falder der løbere fra, og hver gang sørger jeg for at rykke frem så jeg hænger på fronten. Med lidt over to omgange tilbage er jeg helt oppe som 3. løber, og da den løber lige foran mig løber forbi den forreste løber, følger jeg med forbi. Jeg tror jeg den forreste er brugt helt op, efter at have taget føringen næsten hele løbet. Det viser sig dog at der er tale om et ryk, og desværre kan jeg ikke hænge på, og ender i stedet som forreste mand for en lille 4 mands gruppe. Nu mærker jeg pludselig vinden som jeg har været forskånet for, og da vi løber ud på sidste omgang bliver jeg overhalet af et par af de andre i gruppen, uden at jeg har kræfter til at hænge på. Inde på opløbsstrækningen får jeg dog mobiliseret kræfter til en sidste spurt og får indhentet den ene – dermed slutter jeg på 3. pladsen i heatet i tiden 15:39,6.

Målsætningen er hjemme og jeg kan se frem mod DM.

5000m PR forsøg på søndag

På søndag løber jeg, hvad der sandsynligvis bliver mit sidste baneløb i denne sæson. Det foregår ved Store DM i Aalborg og distancen er 5000m. Ambitionen er helt klart at løbe en PR hvilket betyder at jeg skal under de 15:30,1 som jeg løb i et ellers perfekt løb sidste sommer i Aarhus. Der er selvfølgelig deltagelse af danmarks aller bedste løbere når der er DM titel på spil – deltagerlisten indeholder så mange stærke løbere, at jeg er placeret i B-heatet hvor de forventede 15 hurtigste er placeret i A-heatet!

I B-heatet er der umiddelbart 3-4 andre løbere, der kan løbe oppe omkring det tempo jeg håber at kunne holde – jeg håber derfor at nogle af disse vil sætte tempo fra start, og jeg kan lukrere på dem og hænge på og spare lidt kræfter.

Hvor vidt det lykkes må tiden vise – det går løs kl. 15.10 søndag!

DM hold guld med AGF

Søndag eftermiddag lykkedes det for AGF herre at hjemtage DM guld for hold for mellem/lang løb. Det blev en tæt kamp med Odense om guldet, og det skulle vise sig at de discipliner jeg skulle deltage i blev meget afgørende.

dmhold2013Stævnet blev afholdt på et nyrenoveret Langvang Stadion i Randers. Det var ikke optimale vejrforhold for atletik, og en kraftig vind havde en vis indflydelse på flere discipliner.

Første AGF’er i aktion var Aladdin Bouhania på 1500m. Fra start gik Aladdin frem, og satte pace i feltet, men tempoet virkede desværre ikke til, at være hårdt nok til at mørne konkurrenterne tilstrækkeligt. På opløbsstrækningen kunne Odenses Andreas Lommer rykke forbi og vinde i tiden 4:13,00 – 0,89 sekund foran Aladdin.
Stillingen efter første disciplin var så: Odense 12p, AGF 11p, Blovstrød 10p, Randers 9p, Aalborg 8p og Århus 1900 7p

Næste disciplin var 5000m – her tæller de to bedste løbere fra hver klub. På vores hold var det forventet at Peter Bech og Mikkel Kleis skulle tage de pointgivende placeringer, mens undertegnede, Dan Olesen og Søren Østergaard, var med som backup i tilfælde af problemer hos de to.
Jeg brugte selv løbet til på de første ca. 3000m at træne pace til det sub 15 løb, jeg håber at kunne løbe senere på sæsonen. Derudover skulle kræfterne spares til senere på dagen.
De hurtigste i løbet satsede på netop at løbe omkring 15 min så jeg forsøgte at koble mig på dem fra start – allerede efter 1½ omgang kunne jeg dog mærke, at det var lige hurtigt nok ift. vejrforholdene, og jeg måtte slippe og kom derved til at løbe alene. Jeg fortsatte dog med at presse på og rundede 3000m i 9:30 svarende til et gennemsnits pace på 3:10 min/km. Jeg kunne se at Peter og Mikkel løb fint oppe foran, så da jeg kort efter passerede Søren, som jeg vidste kæmpede for en PR med en omgang, forhørte jeg mig om han kunne bruge lidt pace for at holde tempoet oppe. Han takkede ja, og jeg justerede ind i tempo der passede ham og forsøgte at bryde vinden bedst muligt hvor den var imod. Nogle omgange senere kunne jeg løbe i mål i 16:37,66 og sende Søren ud på sin sidste runde. Steffen Massaro fra Odense vandt løbet i 15:01,33 mens Peter og Mikkel blev hhv. nr. 2 og nr. 5 – odenses anden løber blev nr. 6 og derved fik de og vi lige mange point i disciplinen.
Stillingen efter 5000m var så: Odense 31p, AGF 30p, Blovstrød 25p, Århus 1900 17p, Randers 16p og Aalborg 15p

Så stod den på 800m, hvor der igen var to tællende løbere fra hver klub. Der blev løbet i to seedede heat. For os løb Lasse Høj Hastrup i det “langsomme” heat, og Aladdin Bouhania var udråbt som favorit i det hurtige. Lasse der efter flere sæsoner med skader endelig ser ud til at kunne løbe kontinuerligt løb en fin tid på 2:09,63 men var oppe mod hurtigere løbere og blev kun nr. 5 i sit heat. Aladdin derimod gjorde som forventet og vandt med 1:58,00 disciplinen. Resultaterne fordelte sig således at Odense og Blovstrød begge fik 18 point i disciplinen, mens vi måtte nøjes med 16 point – og dermed var 3 point efter Odense i den samlede stilling, som nu var således: Odense 49p, AGF 46p, Blovstrød 43p, Randers 30p, Aalborg 25p og Århus 1900 17p

Det så nu ret svært ud for os at hente Odense i den samlede stilling med kun to discipliner tilbage, hvor de i Kasper Skov, havde den absolutte favorit på startlisten til 3000m forhindringsløb, hvor vores kort var undertegnede med så godt som ingen erfaring i disciplinen. Det viste sig dog at Kasper var blevet skadet, så Odense måtte for at være repræsenteret også hive en disciplin-debutant frem. En anden på startlisten med discplinerfaring – David Møller fra Aalborg – var blevet skadet på 800 m tidligere, så da vi samledes 5 løbere til starten var 4 debutanter på disciplinen og en enkelt med erfaring fra et 2000m forhindringsløb 4-5 år tilbage! Så pludselig var der en mulighed for at hente lidt ind på Odense.

3000mfhDen ene Blovstrød løber lagde godt fra start, og jeg hægtede mig på ham. Første lidt mere end halve runde blev løbet uden forhindringer og den rundede vi i 40 sekunder – og nu begyndte forhindringerne. Løbernes først møde med vandgraven var til stor morskab for tilskuerne. Selv mistede jeg balancen og var nede på alle 4 men hurtigt oppe igen. Teknisk klarede jeg forhindringerne mindst lige så godt som Blovstrød løberen, men han accelererede hurtigere end mig bagefter hver forhindring og åbnede efterhånden et hul på 20- 30 m. Stille og roligt fik jeg mere og mere styr på forhindringerne og kunne efterhånden passere dem uden de brød min rytme alt for meget – vandgraven blev dog hele løbet et problem, og jeg landede hver gang med mere eller mindre samlede ben og gik helt i stå. En kombination af min gode rytme og at Blovstrød løberen ikke kunne blive ved med at accelerere så hurtigt, gjorde at jeg stille og roligt lukkede hullet frem til ham. Kort efter vi var løbet ud på næstsidste omgang  indhentede jeg ham og fortsatte forbi. Det var nu en afvejning af at presse på, og samtidig være kontrolleret nok til at passere forhindringerne. Over sidste forhindring er jeg stadig forrest, og allerede her er jeg selv sikker på den er hjemme – for tilskuerne virkede det dog ikke afgjort da Blovstrød løberen presser det sidste ud i en spurt. Jeg holder hjem i 10:30,35 – 0,58 sekund foran Blovstrød løberen! Det er jo ikke en tid der vil gå over i historien, men alligevel en tid jeg ihvertfald selv ser som godkendt i debut! Det vigtigste var resultatet – med min førsteplads henter jeg 12 point til holdet og da Odenses løber samtidig bliver sidst og dermed får 9 point har vi lukket hullet i den samlede stilling inden sidste disciplin.
Stillingen efter 3000m forhindringsløb er: Odense 58p, AGF 58p, Blovstrød 54p, Randers 40p, Aalborg 25p og Århus 1900 17p

Sidste disciplin er 4 x 1500 m stafet, og igen skal jeg i ilden. Jeg skal løbe 2. tur, og skal modtage depechen fra Aladdin Bouhania og aflevere den videre til Peter Bech. Vores sidste løber er Mikkel Kleis. 1500 m er en ond distance og med både 5000m og 3000m forhindring i benene bliver den ikke lettere. Aladdin giver os et godt udgangspunkt da han laver et hul på 5-7 meter ned til Odenses Steffen Massaro inden han skifter til mig. Jeg kæmper alt hvad jeg kan men på de sidste 400 meter kommer Odenses Peter Glans forbi og får et hul på 10-12 meter inden skiftet. Jeg løber de 1500m på ca. 4:26 (der er ikke officiel tid hver løber) hvilket jeg selv synes er godkendt omstændighederne taget i betragtning.
Peter lukker stille og roligt hullet op til Odenses Jonas Hoeck på de første ca. 800 m og løber ubesværet forbi. Da Peter skifter til Mikkel er spændingen stort set forduftet. Blovstrød har nu også passeret Odense og skifter som toer. Da Odense endelig sender Andreas Lommer afsted er Mikkel allerede næsten 200 m ude på sin tur. Lommer starter dog med at æde af forspringet, men det bliver aldrig under 100 m og mod slutningen kunne Mikkel igen øge forspringet og løbe i mål som sikker vinder i en tid på 17:05,45. Blovstrød kommer ind 10 sekunder efter mens Odense er næsten 25 sekunder efter på trediepladsen.
Dermed lykkedes det for os at hente guldet hjem foran Odense og med Blovstrød på trediepladsen. Den endelige stilling blev: AGF 70p, Odense 68p,Blovstrød 65p, Randers 49p, Aalborg 25p og Århus 1900 17p

Sideløbende med herrenes konkurrence tog kvinderne en suveræn sejr hjem og var kun et enkelt point fra maksimum. For at fuldende dagen vandt AGFs sprintgruppe også hos både herre og damer 1000m stafet (100m + 200m + 300m + 400m) så der var godt med metal med hjem i bilerne fra Randers.

Resultater fra stævnet kan findes her

Her dagen derpå er kroppen lidt træt, men eneste egentlige problem er to blødende vabler på spidsen af mine storetæer. De 3000m forhindring i lidt for små pigsko uden strømper var ikke godt for fødderne, så jeg er spændt på om eftermiddagens løbepas kan gennemføres. Under 1500 m stafetten i går pumpede adrenalinet stadig så jeg ikke mærkede tæerne, men der er nok anderledes i dag. Men det giver forhåbentlig højest problemer et par dage, for det er allerede på søndag den står på 21 km trail i Svanninge Bakker på Sydfyn