www.anton-christensen.dk Rotating Header Image

Genoptræning

Der har været stille – meget stille!

stilleDer har efterhånden været stille længe her på siden. Grunden til dette er at jeg sidst i september valgte, at nu var det på tide at få styr på de skavanker der havde generet mig hele sommeren. Alle planlagte konkurrencer blev derfor aflyst, jeg trappede min træning markant ned og startede regelmæssig massagebehandling m.m. hos Rene Guldberg.

Det tog noget tid før kroppen begyndte at vise tegn på fremgang. Skaden i læg/achillessene som var fremkommet af træningen frem mod DM 5000m og forværret af selve løbet, viste relativt hurtigt tegn på fremgang, så snart mængde og intensitet blev reduceret. For den skades vedkommende er situationen pt. at den har kommet sig, og jeg arbejder på genoptræning af musklen og senen.
Skaden i baglåret/ballen som jeg ikke rigtig har kunnet finde årsag til, har derimod vist sig hårdere at knække. Det har vist sig at udstrækning og massage er rigtig godt mod den. Stadet er pt. at jeg kan løbe flere dage uden at mærke noget decideret til skaden, og så kan den pludselig være generet i et par dage igen. Jeg har ikke kunnet finde en sammenhæng i hvad det er der udløser problemerne, selvom jeg har gransket min træningsdagbog. den ene gang kommer det efter en hurtig tur, næste gang efter en langtur og jeg har endda fået problemer efter en kort restitutionstur!
Heldigvis er der dog generel fremgang, og jeg har de seneste 9 uger været i stand til langsomt at øge min træning stille og roligt, således at jeg nu er oppe på min normale træningsmængde på ca. 70 km om ugen.

Konkurrencekalenderen er stadig tom, da jeg ikke vil konkurrere før jeg føler mig 100% klar. Dog forventer jeg et comeback med nummer på brystet til sidste afdeling af Nordea Nytårscup 31. december, hvor jeg skal forsøge at hjælpe min gode ven Ulrik Torp Pedersen under 18 minutter på 5 km.

I takt med at jeg har mærket fremgang, har tankerne selvfølgelig gået hen mod mulige mål/udfordringer for 2015. Jeg vil ikke røbe så meget mere før jeg er mere sikker på genoptræningen holder, men jeg kan da afsløre at der er tale om et gensyn med de lidt længere distancer!